Skal I ikke snart have børn – spørgsmålet?

Puha …

Jeg blev helt provokeret her til aften. Det sker nu ikke så tit! Men dette kunne faktisk vække min indre oprører!

Det handler om: “Skal I ikke snart have børn” – spørgsmålet!

newborn-500

Som flere af jer derude sikkert ved, så nærmer jeg mig de 41 år, og jeg har stadig ikke fået børn. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får dem. Har trods alt endnu ikke opgivet håbet!

I den forbindelse har jeg de seneste år været i en del grupper, hvor dette emne har fyldt statusopdateringer, blog-indlæg mm. Og jeg har set det gang på gang!

Kvinder, der føler sig fornærmet, føler sig ramt og bliver kede af det, når de får spørgsmålet “Skal I ikke snart have børn”?

Det er der intet galt i. Det er ikke det, der får mig op i stolen! Det er helt normale følelser og reaktioner, når man bliver konfronteret med den skinbarlige sandhed; det kan være, jeg ikke får børn!

Nej, det, der får mig op af stolen, er alle de holdninger og angreb, der kommer på de søde velmenende mennesker, der interesseret og ofte med omsorg i stemmen spørger ind til om: “I skal have børn?”

Jeg har set dette ske … tit! I aftes var det denne tråd, der provokerede mig (men jeg har set mange af slagsen):

http://dkira.com/2015/11/16/skal-i-snart-have-boern-argh/

Kira slutter med spørgsmålet: Er det ok at spørge andre om den slags? … og så kom kommentarerne … og der var en dyb enighed om, at det ikke er ok, at spørge om den slags!

Jeg sidder dybt forundret …  Og jeg får lyst til at forsvare af alle de søde mennesker, der med et venligt og sødt hjerte stiller spørgsmålet: “Skal du ikke have børn”?

I ovenstående tråd stemmer adskillige kvinder i og bliver enige om, at folk, der stiller dette spørgsmål, er:

“Uhøflige og pisse flabede. De skal tænke på, om det vedkommer dem; de skal blande sig udenom. 

Spørgsmålet er udtryk for manglende forståelse, manglende pli … og sådan kunne jeg fortsætte!

En hulans masse domme og vurderinger om, hvordan og hvorledes ANDRE mennesker skal agere og opføre sig! “

Hvorfor ikke hive ansvaret hjem til dig selv?

I min verden er der ikke dumme spørgsmål … Men jo, spørgsmål, der kan ramme og gøre ondt. Men det er ikke ordene, der rammer. Det er de følelser, der opstår inde i den enkelte, når de bliver konfronteret med deres egen smerte.

Hvorfor ikke hive ansvaret hjem til sig selv? Det handler jo ikke om dumme spørgsmål. Det handler om, at vi er blevet en nation, der er pisse bange for vores egen følelser. Vi kan ikke rumme dem – og lige så snart andre nævner noget, som gør ondt i os – så er det DE ANDRE, der er helt galt på den! De andre, der skal tilpasse sig, så vi ikke bliver konfronteret med det, der gør ondt. Vi er tydeligvis en nation, der hellere vil fortælle, hvad der er pli og rigtigt at gøre af andre – end at forholde os til os selv og vores følelser.

Nej, jeg synes faktisk, det er langt mere uhensigtsmæssigt at tilpasse sig og passe på ikke at skulle gøre nogen kede af det. Hvem ved, måske sidder der en masse mennesker derude, som sagtens kunne rumme spørgsmålet. Som ville blive glade for det. Nogle som ville føle sig set og mødt. Hvem ved – og hvem skal egentlig bestemme, hvad folk kan tillade sig at spørge om eller ikke spørge om.

Ja, det kan være et ret privat anliggende …

Men du har – som modtager af spørgsmålet – alletiders mulighed for at svare på spørgsmålet: “Det er et ret privat spørgmål for mig, så jeg har ikke den store lyst til at dele” … og så er den med garanti ikke længere!

Jeg ved godt, hvad jeg bliver provokeret af. Jeg bliver provokeret af alle de holdninger om, hvad andre mennesker skal, kan, bør osv.

Hiv nu ansvaret hjem for pokker. Tag dig af dine egne følelser og åben munden. Gør spørgsmålet ondt, så sig det! Men lad være med at pådutte andre, hvad der er rigtigt og forkert at sige! Kom hjem i din egen have i stedet for at opholde dig over i alle andres! 

(… Og jep, jeg er helt bevidst om, at jeg i en kort stund opholder mig lidt over i din have lige nu … altså dig, der skyder på, hvordan andre skal opføre sig! Men når du hopper over i min have, så får jeg lyst til at fortælle dig, at du skal hoppe hjem i din egen have igen!)

… Og for en god ordens skyld … Jeg er 41 år. Har været i fertilitetsbehandling i mange år. Og nej, jeg ved ikke, om jeg nogensinde får børn. Og ja, jeg har også fået spørgsmålet … og ja, det har også ramt mig! Men det gør da ikke på nogen måde spørgsmålet forkert eller uberettiget. Ofte, er det jo mennesker, der spørger af interesse! For mig giver det mest mening at fortælle, hvad mit behov er. Når jeg ikke har brug for at snakke om det, så tør jeg godt sige det til dem … uden at sige, at det er dem, der er uhøflige og flabede. Jeg tænker ikke, at det er udtryk for manglende forståelse eller manglende pli.

Jeg synes, at det er mindst lige så flabet, uhøfligt og uden forståelse at sige, at det er andre, der skal ændre sig!

Og jep, jeg har spurgt en masse dejlige kvinder, om de ikke skal have børn … flabede mig!

Kærlige tanker Heidi.

Hvad tænker du?  Giv endelig dine tanker med … Vi behøver jo ikke være enige!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *